Så er der algo-gymnastik
Guldkorn til din LinkedIn-profil
The LinkedIn Algorithm Report er netop udkommet. Den er spækket med guldkorn om, hvordan du får mest ud af dit arbejde med LinkedIn.
Bag den 123-siders rapport står Richard van der Blom med sit team, og de har tygget sig igennem analyser af data fra profiler og sider.
Indrømmet! Jeg har ikke læst rapporten fra ende til anden (endnu?), men her er et par af ting, der umiddelbart er interessante i mit eget arbejde.
Måske kan du bruge disse pointer:
- Flere brugere er aktive og laver indhold. Det hæver barren for indhold, som vi får mere glæde af at læse.
- Det stiller omvendt højere krav til vores egen indsats, og det honoreres at gøre sig umage og være konsistent med sin indsats. Post med et fast interval.
- Alle oplever, at rækkevidden bliver lavere. Her er det gode indhold nøglen. Sørg for en stærk intro (hook), læsevenlighed, personlighed, faglighed og afrunding med tydelig CTA - hvad vil du have læseren til.
- Husk, at links skal i kommentarsporet. LinkedIn er en forretning, og du bliver straffet for at lede brugerne ud af butikken.
- Længden af dine posts er afgørende. Antal anslag skal tilpasses typen af indlæg, men generelt er længden blevet en anelse kortere. En tommerfingerregel er 900-1200 anslag, og 1800-2100, når du ikke bruger et billede.
- Du er sikkert stødt på profiler, der reposter deres egne posts. Årsagen er, at det giver 30-40 % mere reach på dit indlæg, hvis du deler opslaget igen efter 3-4 timer. Men her skal du altså have noget interessant på hjerte, hvis det skal virke.
- Video er godt, men den bedste post er stadig tekst med et billede.
- Og altså, billedet skal gerne være af dig selv. Vil du nå længere ud, så lev med det.
- Kommentarer er stadig vigtigt. Kommenter på dine forbindelsers opslag, så kan det være, de returnerer med et par ord på dine opslag. Og her skal du være vaks ved havelågen, når du har postet og være klar til at svare de første par timer.
Alt dette er, hvad algoritmerne er kodet til. Det er god viden, når du agerer på LinkedIn.
Men!
Med ovenstående in mente vil jeg gerne slå et slag for autenticitet og personlighed. Skriv om det, du brænder for, dine interesser og hvad du arbejder med. Så skal dine forbindelser nok læse med.
CTA i denne post er en stor anbefaling til at følge Richard van der Blom. Han deler rundhåndet masser af guldkorn på sin profil.
God fornøjelse med LinkedIn. Jeg glæder mig til at læse med på dine opslag.
Er vi connected - som det hedder på denglish - så finder du min LinkedIn-profil her.
Vil du vide mere om et samarbejde med mig?
Referencer
Gitte Kokholm har hjulpet os med salgsmaterialer, annoncer, artikler og pressemeddelelser. Vi har også fået vores visuelle identitet gjort skarp med en gennemarbejdet designmanual. Vi er meget tilfredse med Gittes arbejde, og hendes freelanceydelser passer perfekt til vores virksomhed, for vi kan få professionel hjælp, når vi har brug for det.
Martin Viborg, Direktør, Proviido Skov og Natur